Dagen begyndte smukt med denne disede solopgang set ud af vinduet ovenpå. Og lige præcis sådan en start på dagen gør, at jeg føler helt ind i hjertekulen, at jeg også kan klare den modgang livet somme tider giver. Nogle gange mere end andre.
Paul ligger på sygehuset og det går ikke godt. Vi besøgte ham, inden han bliver udskrevet til plejeplads. Senere på formiddagen fik vi pakket det, han skal have med. Sådan er det. Vi ved, hvilken vej det går. Det er svært for os alle.
Sidst på eftermiddagen skal jeg i svømmeklubben. Der venter 23 svømmeglade børn. Fredag eftermiddag de sidste 23 år har jeg tilbragt i svømmehallen. Først som forældre til vores egne børn, senere som hjælpetræner og de sidste godt 15 år som træner for begyndersvømmere.
Det er ugens højdepunkt. Det giver en stor glæde og tilfredsstillelse, når jeg ser børn lære.
At se børn, der var bange og utrygge, da de begyndte, pludselig kunne svømme og tro på sig selv - og arbejde på at blive dygtigere.
Det kan ske, at jeg ikke rigtig orker, når jeg skal af sted - men når jeg går hjem, er det altid med et stort smil og glæde.
Og så er der lidt ballast til at stå resten igennem.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar
Tak fordi du med dine kommentarer er med til at gøre bloggen mere levende.