onsdag den 18. maj 2016

Foråret skal passes...


Det er forår, som forhåbentlig lige om lidt går over i dejlig sommer - igen. Der er mange udendørs aktiviteter, der kalder på mig. Derfor får jeg heller ikke strikket så meget i øjeblikket. Eller blogget. Men det har jeg slet ikke dårlig samvittighed over. Der er bare andre ting, der fylder. Og lige i øjeblikket blogger jeg så kun om strikning - næsten da ;-)

Jeg får gået en hel del ture - og cyklet. Gerne en 10-30 km hver dag - afhængig af om det er gå eller cykle. Det er skønt at komme ud at røre sig og følge med i forårets gang henover omegnen. Rapsen lyser op og dufter skønt, når vejen går forbi.



Og kornet skyder op med vældig fart. Syrenerne og tjørnen dufter forførende. Det er i den hele taget en skøn årstid.



Og jeg følger med i dyrenes liv i skoven. Her var jeg heldig at 'fange' rådyret i silhuet.


Haven har kaldt på mig, og så godt som alle bede har været under kærlig hånd et par gange allerede.
I et enkelt staudebed måtte jeg gå drastisk til værks. Jeg fik for nogle år siden nogle gule liljer foræret, og de havde stort set overtaget hele bedet.. Så så godt som alle liljerne er blevet fjernet. Og så har jeg sat georginer der i stedet. Til efteråret må jeg så se at få erstattet de stauder, der egentlig skulle være der.



Ja, georginerne - jeg HAR sat dem og krydser fingre for, at vi ikke får lidt sen nattefrost. Det vil ikke være godt. Jeg glæder mig til deres overdådige blomster.


Vi har også søgt og fået godkendt bygning af nyt drivhus. Der skulle søges, fordi vi har endelig besluttet, at det skulle flyttes til den anden side af haven. Det var en stor beslutning, for et blommetræ måtte lade livet. Og det kommer også til at gå ud over pæretræet. Til gengæld får vi så bedre køkkenhave, når vi får fjernet den gamle 'tomt'. I weekenden går vi i gang med at grave.




Og strikning - jo - jeg får da strikket lidt. Jeg er begyndt på 'Struktur' af Regina MoessmerBåde garn  og opskrift er købt hos Bodil Munch. Garnet er lammeuld og lækkert blødt. Den strikkes ovenfra - og jeg elsker en opskrift, hvor det hele bare passer. Sådan skal det være!




Mønstret har en fin struktur, der dannes af to omg. ret efterfulgt af en omg 1r, 1vr.






12 kommentarer:

  1. Ja - ud det skal vi sørme og jeg holder hele året rundt fast i en daglig tur af det ene eller det andet. Lige om et øjeblik står den på løb, selvom min hjerne den sidste time har fokuseret på en række undskyldninger for at lade være, he he. Men ingen af dem er gode nok og når jeg er i mål er det lige ved en skøn velduftende rapsmark :-) Det er en vidunderlig årstid og det er med at være taknemmelig for, at man i det hele taget kan røre sig :-) Jeg må vist få den Regina Moessmer kikket efter i sømmene - Bodil har præsenteret nogle spændende ting :-) Ha en dejlig weekend, når du engang når frem :-)

    SvarSlet
  2. Overspringshandlinger kan vi alle sammen finde på. Jeg løber desværre ikke mere - en flækket menisk satte en brat stopper for tre år siden. Jeg havde på et tidspunkt givet mig selv opgaven at løbe lørdag morgen - en god start på dagen var tanken - men hold op, hvor kunne jeg blive liggende længe i sengen og fortælle mig selv alle mulige grunde til at blive liggende. Det hjalp, da jeg fastsatte løbet til om eftermiddagen - eller tidlig aften ;-)
    Der er så gode oplevelser og god indadvendthed i en tur ud i naturen. Det er helende. Ja - jeg er taknemmelig for, at jeg stadig kan gå. Livet er godt!
    Ja, Bodil er en rigtig 'strikkerlokker';-)
    Også rigtig dejlig weekend til dig.

    SvarSlet
  3. Dejlige billeder. Fint med rådyret lige i plet!
    Glæder mig til at se din Struktur. Helle var begyndt på den, men syntes halsåbningen gik for højt op på halsen. Jeg har kig på trøjen, synes den har så fine detaljer...
    Vi har fældet egetræer, så lige nu kan vi næsten ikke finde haven for alt der gren/stamme/kvas der skal føre væk! Men det bliver skønt når det sker. Så er der lys og luft i den ende af haven... og vi kan komme videre med haveplanen....

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg var helt op at ringe over så godt rådyret havde placeret sig ;-)
      Hmm stor halsudskæring - det synes jeg nu ikke, at den har. Jeg elsker strukturen i den.
      Med have er det jo tit sådan, at det skal være skidt, før det bliver godt. Og ikke mindst når man begynder at fælde. Så fører det ene det andet med sig. Siger min uanselige erfaring ;-)

      Slet
    2. Nej, nærmest for lille halsudskæring, som er lige over halsen. Jeg vil helst have en halsudskæring, der har en forskel på 7-8cm for/bag med en bue ned foran.
      Man kan i hvert fald se, hvor man er kommet til i oprydningen af haven 😉

      Slet
    3. Jamen Anne - det var jo lige det, du skrev om halsen :P - nu hvor jeg fik læst ordentligt. Det er jo én af de ting, jeg godt kan lide ved havearbejde. Det er så synligt! Det er jo det samme som strikning ;-))))

      Slet
  4. Dejlige fotos og hold nu op du får cyklet gode lange ture :-)
    Jeg er heller ikke så meget ved bloggen eller det kreative, nu er det haven og udelivet som trækker.
    Nyd din søndag i det lune vejr :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Det er så dejligt at komme ud at dufte til foråret - der er så mange skønne lige nu. Og foråret skal nydes ude.
      Håber også du har nydt din søndag - vejret kan vi bestemt ikke klage over :-)

      Slet
  5. Så fik jeg endelig læst dit indlæg. Hvor er det dejligt med alle dine sysler. Spændende med blomsterne og haven.
    Håber også snart det er forår og rigtig sommer.
    Mange hilsner
    AnjaAnemone

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg har heldigvis noget at se til. Jeg keder mig ikke! Og det er jo godt. Samtidig nyder jeg det heldigvis også meget. Det er ærgerligt, at vejret ikke lige arter sig. Jeg gider ikke lige grave ud til drivhusfundament i regnvejr.

      Slet
  6. Ja, de sidste par uger har det godt nok været svært fristende at bruge flest mulige dagtimer udendørs :D

    - A

    SvarSlet
    Svar
    1. Det er jo det. Så meget tid udendørs som muligt. Og kalder haven ikke alt for meget, kan der også strikkes udendørs ;-)

      Slet


Tak fordi du med dine kommentarer er med til at gøre bloggen mere levende.