lørdag den 6. februar 2016

Verden og Bremen 2

Vi kørte til Bremen - der var heldigvis kun en halv times kørsel, fandt hotel Ibis og blev installeret.. Det viste sig at være gode store værelser - det er ikke altid tilfældet på Ibis hoteller.



Bagefter mødtes vi og gik en tur ind mod bymidten gennem en park med søer. Et smukt åndehul i byen. Vi stilede straks mod St. Petri domkirken med sit 99 m høje tårne.




Det er den højeste bygning i byen, da en bestemmelse siger, at ingen andre bygninger må være højere. Bremen er første gang nævnt i 787. Det har været en hansestad og senere fri bystat.




Domkirken ligger ved markedspladsen, hvor en del af Bremens attraktioner er samlet. Pladsen er omgivet af smukke gamle og rigt udsmykkede bygninger, der var smukt oplyst i det nu tiltagende mørke. Der er ingen tvivl om, at det har været en rig by.




Der kører sporvogne hen over pladsen, så man skal se sig godt for. De kører hurtigt.

På pladsen ligger også Rådhuset, der er over 600 år gammelt. Det er Verdenskulturarv. Ved indgangen til Ratskeller, står en statue af byens vartegn: Stadsmusikanterne, som brødrene Grimm skrev.


Selve statuen er ikke så stor, men står på en høj sokkel. Traditionen siger, at man med begge hænder skal røre ved æslets forben, så får man et ønske opfyldt. Og det skal være begge hænder, ellers går ønsket til katten.



De fire Stadsmusikanter optræder mange steder i byen - bla. her som en del af en holder til en lanterne.
Nu var det ved at være mørkt og koldt og vi ville jo også gerne opleve Ratskeller - sammen med en god tysk øl.




Allerede fra trappen ned til kælderen får man et herligt indtryk. En kælder med god plads til vin!




I alle hvælvingerne er der store vintønder. Vinkælderen rummer over 650 sorter vin og mange kendte mennesker har besøgt kælderen - det er der nu nok ikke noget at sige til med den alder, den har. Og nu har vi også været der ;-)




Vi fik os plantet ved et af de sidste ledige borde, der var. Og kunne fordrive tid med at læse i den lille folder, mens vi ventede på en tjener.


'

Og detaljerne kunne nydes på nært hold. Alle tønderne er udsmykket med udskæringer og de er alle forskellige. Jeg kunne god lide det her hoved - mon det skal skræmme vinelskere væk med: 'Forsvind - det er er MIN vin'?

Efter en øl var det  nu ved at være tiden at begive os tilbage til hotellet, hvor de andre kolleger ville møde os, så vi kunne spise sammen.




Vi gik en anden vej tilbage og så dette kunstværk på gågaden - en so med grise - jeg ved ikke hvorfor statuen er der, men det var helt tydeligt, at mange sætter sig på både den store og de små. Dog en kold fornøjelse på denne årstid!




Tilbage gennem byen fik vi øje på den gamle mølle, der fungerer som spisested. Den ligger ved parken.


Og så er det altid sjovt at få øje på anderledes gadenavne. Det her fik latteren frem. Der kan tænkes mange tanker, hvordan stedet har fået det navn.

Vi mødtes med de belgiske og tyske kolleger og gik hen til den restaurant, hvor der var bestilt bord.




Og er man i Tyskland, skal man selvfølgelig have skinkesnitzler og bratkartoffeln. En særdeles velvoksen portion, som man kun får det her.

2 kommentarer:

  1. I lever da godt, når I er på tur!!!
    Smukke billeder fra en spændende bymidte. Ja, man skal lige vænne sig til de sporvogne. Men jeg lærte at sætte pris på dem i Berlin. Effektiv transportsystem!

    SvarSlet
    Svar
    1. Sporvogne er særdeles effektive. Men vi er jo ikke vant til dem her.
      Bremen er en rigtig smuk by - et besøg værd. Jeg blev meget positivt overrasket.
      Uden mad og drikke .... ved du. Og vi kan ikke ændre på de tyske portionsstørrelser - kun undlade at spise det hele. Jeg havde i hvert fald ikke plads.

      Slet


Tak fordi du med dine kommentarer er med til at gøre bloggen mere levende.