torsdag den 29. januar 2015

Ved havet, ved havet...


Jeg har sovet helt fantastisk i nat. Vågnede først midt på formiddagen. Virker havluften allerede?

Lige da jeg var færdig med morgenmaden, begyndte solen at skinne, og så kan det nok være, at jeg fik travlt. Ud i skuret og hente mine støvler - og med så meget fart, at jeg gled på gulvet, da jeg kom ind igen. Og hamrede min hånd ind i dørkarmen. Har et pænt blåt mærke på hånden nu, men må indrømme, at min første tanke - ud over at det havde jeg ikke tid til at tage mig af lige nu -  var, at bare jeg nu kunne strikke i eftermiddag.

Jeg skulle nemlig ud at gå -og det skulle være til havet - og det kunne ikke gå hurtigt nok. Jeg har sådan glædet mig. Jeg er totalt havafhængig, jeg har enormt behov for af og til at komme ud og være ved havet. Det får mit humørbarometer til at stige adskillige grader at være lige netop der.

Her på Fanø skinnede solen - da jeg gik ud.





Nede på stranden måtte jeg vade gennem et langt stykke med vand. Godt jeg havde støvler på. Det har jeg nu altid, når jeg går på stranden. Alt andet er kun at gøre livet surt for én selv. 





For jer, der ikke kender Fanø, kan jeg fortælle at stranden i den nordlige ende af Fanø er ca en halv kilometer bred. Jeg har målt med gps. 

Der var bjertagende i dag. Jeg har nu heller aldrig oplevet det anderledes. Her ses noget af stranden. Den er aldrig helt ens to dage i træk. Så det er altid spændende at se, hvordan den er.

Der er altid koldere ved stranden, og i dag var ingen undtagelse. Men det var ikke for koldt - altså udstyret med det rigtige udstyr. Vind-, vandtæt og åndbar jakke, gummestøvler og maser af strikketøj til at lune. Havde det været koldere, havde jeg også haft regnbukser på - så er det nemmere at holde varmen. Luften var kølig og frisk og fyldt med havduft. Salt og god. 

I dag var der så godt som ingen opskyl på stranden. Hverken tang, knivmuslinger, muslinger, smulder elle rav. Men vand. Og længere ude er brændingen. Langt ude faktisk. Det mørke imellem vand og brænding er strand.  



Der kom en haglbyge rullende ind lige efter dette billede. 




Og sådan så der ud bagefter  med en blytung himmel - set den ene vej.  Der kom dog ikke mere ned. 





Og set den anden vej.
Fik jeg fortalt, at jeg elsker både himmel og hav? 



Jeg fik gået en otte kilometer. Så følte jeg, at jeg havde fået ladt batterierne op.

I morgen skal jeg også ud at gå - skal jeg. Til havet!


6 kommentarer:

  1. Tak for turen... Vadehavet har sin egen charme.
    Skønne fotos af himlens mange variationer... Det nederste billede ville jeg gerne kunne male som akvarel!

    SvarSlet
    Svar
    1. Det er altid muligt at få skønne billeder her ved havet.
      Jeg har også brugt at male og billedvæve ud fra nogen af mine billeder. Godt nok for mange år siden. Billedvævningen stoppede, da vi fik børn. Man kan ikke sidde med det i en halv time ad gangen. Men måske en dag, jeg tager det op igen.

      Slet
  2. Skønne billeder og nu får jeg virkelig trang til at se vand.. Kunne være jeg snart skulle ud og kigge på det nordfynske hav.
    Drømmer mig lang væk..

    Knus <3

    SvarSlet
    Svar
    1. Det er virkelig livgivende at gå langs havet. Masser af frisk luft og billeder til nethinden. Det reparerer!

      Slet
  3. Svar
    1. Der er altid smukt ved Vesterhavet ;-)

      Slet


Tak fordi du med dine kommentarer er med til at gøre bloggen mere levende.